Sigma Swim Birkerøds svømmeskolekoncept - MIN SVØMMEBOG
Det er vigtigt, at alle børn lærer at svømme og være trygge i vand. I Sigma Swim Birkerød, har vi altid lagt meget vægt på, at børn lærer at svømme korrekt allerede fra starten, og derfor tilbyder vi vores yngste medlemmer i svømmeskolen vores svømmeskolekoncept, udarbejdet i samarbejde med DGI.
Min Svømmebog skal give et tydeligere billede af hvad undervisningen indeholder og I får bedre mulighed for at følge jeres barns udvikling i vandet.
Svømmeskolekonceptet sikrer, at du og dit barn får:
- Svømmeundervisning med endnu mere kvalitet: Det er et gennemarbejdet og afprøvet koncept, der tager udgangspunkt i svømningens fire grundfærdigheder (vejrtrækning, elementskift, balance, fremdrift), livredning og de fire stilarter.
- Personlig svømmebog med klistermærker: Børnene i svømmeskolen får en personlig svømmebog. Bogen kan bruges til at synliggøre børnenes progression, da de efter hver svømmeprøve præmieres med et klistermærke, efterhånden som de udvikler deres svømmefærdigheder. Derudover er der sjove opgaver i svømmebogen.
- Mærkeprøve i hver periode: Der er opstillet mål for, hvad børnene skal lære hver periode for at sikre, at de hele tiden udvikler sig. Det er efter disse mærkeprøver, at børnene præmieres med et klistermærke til svømmebogen.
- Uddannede Svømmeskoletrænere: Alle vores trænere har "Svømningens grunduddannelse". Derudover har de været på mindst én DGI-svømmeuddannelse, så de har styr på bl.a. pædagogikken, tilrettelæggelse af undervisningen m.m.
- Svømmebogens fire niveauer: Svømmebogen strækker sig over fire holdniveauer. Haletudse, Guldfisk, Søløve og Delfin.
Har du spørgsmål til svømmeskolekonceptet, er du naturligvis velkommen til at kontakte klubben.